Allerede inden du bliver født, bliver du målt ved scanninger ift. om du udvikler dig, som du skal. Jordemoderen vejer og måler dig, når du bliver født og du får din første karakter = en apgar-score. Sundhedsplejersken plotter dig ind på vægt- og højdegrafer i barnets bog, pædagogerne vurderer dine sociale kompetencer og skoleparathed. Alt med barnets trivsel for øje – og det er fint nok, men mange af nutidens forældre vil nok føle sig målt og vejet i processen. Gør jeg det godt nok?

Så vokser du op og får løbende karakterer i skolen og på de videregående uddannelser – og senere går du til MUS-samtaler på jobbet. Flueben, hakker, krydser og tal, der fortæller dig, om du er god nok. Om du er en samfundsmæssig, kommerciel succes. Du lever således i et samfund/en kultur, hvor der konstant dømmes, vejes og måles i forhold til normerne, normalerne og forventningerne. Og de fleste af os vil gerne være en succes – gøre det godt i andres øjne, så vi accepterer den præmis og kæmper løs for at bevise, at vi er normale og/eller perfekte.

Og derudover bliver vi målt og vejet på de sociale parametre – ikke kun, når vi mødes i det virkelige liv, men også på de sociale netværk, hvor de perfekte liv flages i opslag og selfies. Og selvfølgelig har du masser af venner og en dejlig kæreste. Og din bolig er smukt indrettet og feriebillederne misundelsesværdige. Og du sidder jo allerede i drømmejobbet eller har i hvert fald styr på, hvad der skal til, for at du kan opnå det. Og selvfølgelig spiser du økologisk og ofte vegansk – og du bager selv dit brød. Og du har naturligvis helt styr på din vægt, træner regelmæssigt og har løbet det obligatoriske marathon eller er ved at træne op til det … eller hvad?

Så jeg forstår godt, at der findes termer som ”12-tals-piger” og stress. For hold nu op, hvor skal der præsteres på mange parametre i dag for at være en succes. Og man kan da ikke blive andet end total forpustet, hvis man hele tiden stræber for at yde sit bedste og oveni lader sig rive med af illusionen om, at skulle være ét af de ikke-eksisterende overskudsmennesker på de sociale medier.

Der findes en matematisk definition på ”normal” = Den statistisk hyppigst forekommende – dvs. det almindeligste, det sædvanlige, dem der er flest af. Men der findes ikke en tilsvarende definition på ”perfekt” – det er en subjektiv vurdering – og ofte er det dine egne (måske urimelige og uopnåelige) krav, der ligger til grund for, hvad der er perfekt/hvornår du er god nok.

Jeg har selv været en 12-tals-pige, hvor jeg ikke følte mig god nok, hvis jeg ikke fik høje karakterer eller ikke ydede ”120%”. Og jeg kender alt for godt til perfektionisten … og har i mange år leveret meget mere end jeg behøvede. Og jeg stillede (måske for) store krav til dem omkring mig, fordi jeg stillede store krav til mig selv. I dag kigger INGEN – heller ikke jeg selv – på mine flotte karakterer. I stedet vurderes min livserfaring, og hvordan jeg bruger den viden, jeg har tillært mig. Og resultater kan opnås på andre måder end min, så der er ingen grund til at jeg holder fast i, at det kun er godt nok, hvis det bliver udført præcis, som jeg ville have gjort det.

Så mit råd til dig, hvis du er en 12-talspige/perfektionist, er at sænke baren lidt … prøv at nøjes med at gøre det 80% (det er alligevel langt over det, andre ville synes var nødvendigt). Giv plads til forskellighed og ord som ”pyt” og ”godt nok” – og ikke mindst nyd din læringsproces for rejsen er vigtigere end målet – og mærk efter, hvad der gør dig glad og nysgerrig. Det du interesserer dig for, bliver du som regel også god til – og det er ofte også indenfor dit ”kald”.

Og husk på, at ingen af os er eller bliver perfekte ved at GØRE noget … vi er perfekte i vores uperfekte selv. Du er helt igennem OK, blot ved at være til/være dig.

”Jeg eksisterer som jeg er, og det er nok. Selv om ingen andre i verden bemærker det, er jeg tilfreds. Også hvis alle andre mennesker bemærker det, er jeg tilfreds” — Walt Whitman