Jeg er vokset op med en overbevisning om, at det er vigtigt, hvad andre tænker. Og jeg oplevede, at jeg skulle GØRE noget for at blive set, accepteret og elsket.

Så jeg blev naturligt en ”pleaser”, den pæne pige, der hjalp til, var god i skolen, undgik konflikter/gjorde hvad der blev sagt – eller gjorde, hvad jeg troede, andre ville have mig til at gøre.

Jeg var en kamæleon, der skiftede farve efter omgivelserne. Hvem eller hvad vil du have, jeg skal være?Jeg var vellidt, men uanset mine anstrengelser, så kunne jeg alligevel ikke stille alle tilfreds. Og værst af alt – jeg kunne til sidst ikke lide mig selv eller genkende mig selv, i den kvinde, jeg delte cpr.nr. med. Kamæleonen var pludselig blevet tam og farveløs.

Tiden var inde til at finde hjem til mig selv – hvem var jeg egentlig? Hvad var MINE værdier, hvad var MINE behov og hvad havde JEG lyst til?

Jeg havde brug for at mærke mig selv og de mennesker, der var omkring mig. Jeg ville have ærlighed, forskellighed og endda uenighed. Samtaler om andet end vind og vejr og andre sikre emner, der ikke rummede konfliktpotentiale. Jeg ville accepteres og elskes for den, jeg var og ER – og ikke for den, jeg kunne vælge at være. Og jeg ville elske og kende dem, som var i mit liv, helt der ind, hvor det også kan gøre ondt.

Og sikke en befrielse det var, at vælge at være MIG og ikke ”Miss Perfect”.

Jeg øver mig stadig dagligt. Øver mig på at være ærlig og turde sige, hvad jeg ser og oplever omkring mine nære på en kærlig og konstruktiv måde, så budskabet når frem og ikke straks bliver mødt med modstand, tårer eller vrede. Øver mig i at tage stilling – og måske tage fejl – uden at kritiserer mig selv for det, men i stedet være stolt af, at jeg prøvede. Øver mig i at sige nej til det, der ikke er til mig, selvom det skulle gøre andre kede af det. Øver mig i at lytte til, hvad mit hjerte vil – i højere grad end blindt at gøre, hvad min hjerne/ego/frygt dikterer.

Og ja, nogle gange bliver man nødt til at sige farvel eller nej tak, men der skal lukkes nogle døre for at andre og nye kan åbne sig – og jeg vil til enhver tid hellere gå gennem livet med færre omkring mig, som rummer mig, som jeg er – end jeg vil være accepteret og tålt af flere for at være én, jeg ikke kan stå ved.

Hvad med dig?