Kan du huske de der gammeldags forlystelser, hvor man kom ind i en glassal og spejlene bevidst var lavet til at ændre dit udseende, højde og tykkelse. De var sjove og samtidig også lidt skræmmende – især når man ikke kunne finde udgangen, fordi de mange spejle havde gjort én desorienteret.

Du tænker nok ikke over det, men vi lever faktisk hver dag i et kæmpe spejlkabinet. Du bliver spejlet hele tiden af dine omgivelser (samfundet, kollegaer, familie og venner) – og du spejler tilsvarende ting og personer omkring dig gennem dine vurderinger og holdninger.

Og selv når man er opmærksom på det, er det svært at lade være med at spejle og reflektere, for vores hjerne elsker at kategorisere og vurdere. Ting, personer og oplevelser får sjældent lov til bare ”at være” – de bliver lynhurtigt smidt kasser.

Vi ser og filtrerer livet gennem vores egne oplevelser og erfaringer, så noget du er vild med, vil jeg måske smide i kassen ”kan ikke lide”. Og hvem af os har så ret? Det har vi nok begge eller ingen af os. For der findes sjældent en endegyldig sandhed … der findes det, der er sandt for dig – og det, der er sandt for mig.

I spejlkabinettet holdt du en naturlig og fornuftig distance til det, du så i spejlene, fordi du vidste, at det var en forvrænget, usand fremstilling af dig. Men husker du, at tage livets spejlinger ligeså let?

Jeg tillagde i årevis andres vurdering af mig alt for stor betydning. I min higen efter at være god nok, godtog jeg ukritisk omgivelsernes refleksioner og spejlinger af mig – og jeg endte med at have lavet så meget om på mig selv, at jeg ikke længere kunne genkende hende, jeg så afbilledet. Jeg havde mistet orienteringen og var faret vild i en verden fuld af misvisende spejlinger.

Jeg bar og bærer dog selv rundt på det mest skræmmende og forvrængende spejl – mit lave selvværd. Den strenge, indre dommer, der konstant italesætter fejl og utilstrækkeligheder. Men jeg ved nu, at det eneste sande spejl, jeg kan kigge i, er kontakten til min sjæl og min essens.

Så husk, at spejling sker konstant, men det der reflekteres er subjektive bud på en potentiel sandhed – præcis som de spejlbilleder, vi kiggede på i barndommens glassale.