Hvad tænker du?
Jeg har altid været et ”hoved-menneske”, der (over)tænker, reflekterer og analyserer meget. I mange år troede jeg, at jeg VAR mine tanker og følelser, og at min indre stemme var et vidende ”over-jeg”, der ville mig det bedste og beskyttede mig.
Men jeg var åbenbart et særligt dumt og utilstrækkeligt menneske, for ord som ”Idiot”, ”Du kan ikke” og ”Hvad sagde jeg!” hørte jeg meget oftere fra den strenge dommer i kommentatorboksen end ”Sådan! – godt gået!”.
Så jeg lod mig let opsluge af destruktive tankespind – og da de blev gentaget igen og igen, antog jeg, at det måtte være fordi, de var sande. De efterfølgende negative følelser af lavt selvværd, frygt og fiasko fandt jeg fuldt fortjente – og jeg identificerede mig med dem, gjorde dem til min sandhed.
Men sandheden var og er, at jeg ikke ER mine tanker og følelser, men at jeg i stedet HAR tanker og følelser – som jeg har hjerteslag og åndedræt. Tanker er blot elektriske impulser i vores hjerne, der skaber billeder, lyde, ord og sætninger inden i os. At tænke en tanke er en fysisk/biologisk proces, præcis som når vores hjerte slår og vores lunger trækker vejret – vi behøver ikke være opmærksomme på det, det sker helt af sig selv.
Det menes, at vi tænker mindst 60.000 tanker i døgnet, og af dem er en overvejende del uhensigtsmæssige eller negative. Altså tanker, der holder os tilbage fra at opnå, hvad vi gerne vil – for tanker skaber følelser og overbevisninger i os, der påvirker vores handlinger (eller mangel på samme). Derudover er 95% af alt, hvad vi tænker, genbrug. De samme – ofte negative – tankerækker, der genbesøger os.
I dag prøver jeg på ikke at tillægge alle de ”ubevidste” tanker, kategoriseringer og vurderinger, som hjernen bare ikke kan lade være med at lave, så stor vægt. Jeg øver mig i at trække vejret igennem de følelser, som negative tanker skaber i mig. Og jeg forsøger at give ”det indre lydspor” lige så lidt opmærksomhed som radioen, der spiller i baggrunden, mens jeg skriver dette indlæg. Gennem healing og meditation skruer jeg ned for de larmende aber i mit ”Monkey Mind” og søger i stedet stilheden mellem tankerne.
Jeg forstår nu, at tanker og følelser oftest bare kommer og går, som skyer på himlen. Jeg behøver ikke forholde mig til eller tage ejerskab på dem alle. Omvendt har jeg mulighed for aktivt og bevidst at præge og ændre mine kommende genbrugstankerækker i en mere optimistisk retning ved fx brug af positive affirmationer/bekræftelser, ved at fokusere på mine muligheder i stedet for mine begrænsninger og ved at være taknemmelig. Jeg kan altså udnytte de 95% gentagelser til min fordel.
Jeg er de historier, jeg fortæller om mig selv – og de udspringer af, hvad jeg tænker om mig selv – og jeg fortjener, at jeg taler og tænker pænt om mig selv. Det gør du også.