Hvad er healing?

Når jeg tænker healing som jeg kender det, er det første, der kommer til mig: intelligent energi, kærlighed og proces.

Healing for mig er kontakt til en universel livsenergi/kærlighed – en uudtømmelig kilde af intelligent energi, der søger at afbalancere ved at tilføre og omfordele energi, give os jordforbindelse og det rette fokus, så vi kan få mest muligt ud af livet.

Kærlighed kan måske virke som et overraskende ord i denne sammenhæng, men sådan oplever jeg det. Som healer er min opgave at skabe kontakten så healing af dig kan finde sted. Og den energi, der strømmer gennem mine hænder er så kærlig, omsorgsfuld og støttende, at du trygt kan læne dig tilbage i tillid til noget, der er større end dig selv.

Healing er sjældent mirakuløs helbredelse eller et quickfix af et problem, men i højere grad en proces, der tager udgangspunkt i dig og dine udfordringer. Derved kan du over tid få ro, blive opladt og stå stærkere i et evt. stormvejr omkring dig.

Hvilken healer skal man vælge/er der healere, der er bedre end andre?

De healere, der healer med en universel, intelligent energi er som udgangspunkt lige gode efter min mening. Men hvis du fornemmer bedre kemi med den ene frem for den anden, så gå med den indskydelse, da du så vil give energien bedst mulige betingelser for at arbejde/mindst mulig modstand. Jeg er af den overbevisning, at vi instinktivt drages mod den eller de healere, som kan hjælpe os. Altså healere som har en kemi, en vibration og måske et særligt talent, der matcher vores situation og vores eget temperament.

Så hvis jeg skulle vælge en healer, ville jeg mærke efter – og vælge den healer, som jeg føler mig mest tryg ved og fornemmer den bedste kemi med. Det ville jeg afdække via personens hjemmeside, Facebook, anbefalinger og Google – og jeg ville ringe op og tale med vedkommende, inden jeg besluttede mig.

Det ville være vigtigt for mig, at healeren virker til at være i balance med sig selv og har en vis ydmyghed, altså ikke tilskriver sin egen rolle alt for stor vægt i forhold til healingen (det kan man som regel læse ud af hjemmesiden og fornemme i en telefonsamtale).

Endvidere ville det være af stor betydning for mig, at healeren ikke anvender sin egen energi/sit eget energisystem til at heale med, men i stedet kobler på en universel kilde af healingsenergi, præcis som jeg selv gør (det kan man spørge ind til – Reikihealere er i den forbindelse altid et sikkert valg).

Der findes mange forskellige healere – og der er derfor også stor forskel på pris og behandlingstid, så det skal man også lige huske at spørge ind til, hvis det ikke fremgår af hjemmesiden o. lign.

Er der forskel på healings-formerne?

I min forståelse er al healing = kærlighed og alle healere = næstekærlige mennesker, der oprigtigt ønsker at hjælpe dig til et liv i balance. Om der skabes vibration med hænder, sang, lyd, farver eller krystaller mv. er ikke afgørende – der vil finde healing sted, hvor der er intention, vibration/energi til stede … så for mig er det blot forskellige metoder eller værktøjer, der anvendes for at opnå det samme resultat: nemlig at bringe dig i balance.

Kan man helbrede alle sygdomme med healing?

Jeg kan ikke styre, hvad der heales eller i hvilken rækkefølge, da healing er en ”aftale” mellem healingsenergien og dig (din sjæl og dit energisystem) – det er ”dem”, der ved, hvad der skal gøres hvornår og hvordan – eller måske slet ikke gøres.

Healing betyder faktisk at ”at gøre hel” og ikke ”at helbrede”.  Og nej, jeg oplever ikke, at alle problemer/sygdomme kan heales ”væk”/”helbredes”, da de kan være en del af det, vi er her for at lære eller skal lære andre, men så hjælper healingsenergien os til at acceptere det vilkår – og til at kunne stå i det, der er til os lige nu (jeg skriver et mere uddybende indlæg om det ved en senere lejlighed).

Ofte er vores problemer/sygdomme dog et resultat af alt, hvad vi har været igennem indtil nu … chok, traumer, svigt, sorg, uhensigtsmæssige relationer, vi er blevet for længe i, stress, forurening osv. sætter sig i vores energisystem som krøller og sprækker, og svækker vores modstandskraft både fysisk og mentalt – og her kan healing altid hjælpe.

For healingsenergien søger at skabe orden, hvor der er kaos – at afbalancere og udglatte, så vi igen kan stå stærke og modstandsdygtige i livet.

Hvordan foregår en healing?

Jeg kan kun udtale mig om, hvordan en healing foregår hos mig. Først taler vi lidt om, hvorfor du er kommet/hvordan det er gået siden sidst – og hvad, der fylder i dit liv lige nu. Herefter får du healing, som foregår liggende på en briks fuldt påklædt. Du får et tæppe over dig, en kleenex over dine øjne og der spilles afslappende musik (har du problemer med at ligge fx på ryggen, kan healing også sagtens foregå siddende på en stol). Jeg healer ved at lægge hænder på din krop – og energien vil oftest føles som varme. Energien bringer din hjerne i alfa-tilstand – en meget afslappet tilstand, som du kender fra lige inden du falder i søvn om aftenen eller hvis du mediterer, hvilket er en optimal tilstand i forhold til at lukke ned for ”kommentarsporet i dit liv” (din hjerne/dit ego) og aktivere dine selvhelbredende mekanismer i kroppen. Når vi er færdige, får du et glas vand og vi kan evt. tale om, hvad du oplevede under healingen, hvis du har behov for det.

Bliver du ikke drænet af at heale så meget?

Nej, for jeg er uddannet/indviet i Reiki, hvor man arbejder som en beskyttet kanal, der kobler på en kilde af universel livsenergi (REI = universel … KI = energi), så tværtimod bliver jeg selv ladet op under en healing af andre. Og så selv-healer jeg selvfølgelig også.

Kan alle lære at heale?

JA … Vi er alle født med gaven til at heale! Og du har healet flere gange i dit liv allerede!!

Vi healer nemlig helt instinktivt, når vi fx trøster én, der er ked af det eller tager vores børn op, når de er faldet. Vi lægger vores hænder på det ømme sted, vi giver et kram – og i den handling ligger stor næstekærlighed og healing.

Men når vi healer på den måde, healer vi med vores egen energi. Så hvis du oplever, at du tiltrækker mennesker, der gerne vil have hjælp – fx altid er den, der lytter på dine venner, arbejder indenfor omsorgsverdenen eller blot har lyst til at arbejde med healing mere bevidst og i længere tid, vil jeg klart anbefale dig at tage fx et Reiki-kursus, hvor du kan få dine healings-antenner stillet ind på en tryg kanal og kan arbejde uden risiko for at dræne dig selv.

Indlægget <h1>Hvad er healing … spørgsmål og svar</h1> blev først udgivet på Balanced by Tina.

Personligt skal jeg liiiiige tjekke mails og Facebook flere gange om dagen for at sikre mig, at jeg ikke er gået glip af noget. Min hverdagsflugt/distraktion var tidligere at forsvinde ind i bøgernes verden – jeg var og er storforbruger af biblioteket og elsker stadig at holde en fysisk bog i hånden fremfor online-læsning på iPad. Men jeg må skamfuldt tilstå at (alt for) meget af min fritid i de senere år er brugt på at ”slappe af” ved at nå til Level 1600 i ”Candy-Crush”!

Jeg har for nylig hørt udtrykket ”kvartvejs-krise”!… Altså unge voksne (primært kvinder) midt i tyverne, der er stressede, udbrændte og angste … helt ærligt!!! Ikke at jeg ikke forstår det! – de skal præstere på så mange parametre, der var helt ukendte i min tyver-tid: vælge den rigtige uddannelse (der er kun ét skud i bøssen) – og en uddannelse som nok er forældet alligevel, inden de bliver færdige … de skal være perfekte, engagerede, ambitiøse og tilgængelige 24-7 på alle de sociale medier … og så skal de være lykkelige! De har aldrig fri – og presses konstant af deres egne alt for høje krav og forventninger.

Da jeg var barn (og ja, jeg er en gammel kone på 50 år ;0)), var den vigtigste personlige ejendel ikke en smartphone, men et armbåndsur. Og det første vi lærte var klokken – ikke at swipe. Skulle jeg mødes med en ven, så aftalte vi tid og sted – og så var man der til tiden og ventede tålmodigt (måske forgæves). Mine veninder talte jeg med på fastnettelefonen, der var til korte beskeder (sagde min far) – og vi overlevede fint ikke at følge med i hinandens liv, før vi igen mødtes og kunne opdatere hinanden face-to-face.

Vi legede udenfor – ofte kun med fantasien som rekvisit. Vi gik alle i aflagt tøj med lapper på knæene og hæklede kanter, der blev længere og mere farverige jo mere, vi voksede. Og vi sad fysisk sammen og spillede kort og brætspil i samme rum uden at dokumentere det med selfies og Tweets. Snaps var noget de voksne drak – ikke en forstyrrende, kortvarig deling af en grundlæggende uinteressant dagligdagsbegivenhed. Jeg havde penne-venner og ventede spændt på det næste brev eller postkort. Og alt, hvad vi skrev og delte, tænkte vi nøje over.

Vi er tættere og mere ajour med hinanden end nogen sinde før – og alligevel har vi aldrig været længere fra hinanden. For vi bruger vores tid og energi på at være online og opdaterede – i stedet på at være offline og nærværende med hinanden face-to-face. Tiden mister sin betydning på den ufede måde og stresser os, fordi vi altid kan logge på arbejdsmailen og streame, google og youtube alt det, vi ellers var gået glip af. Så der er ingen undskyldning for ikke at få det hele med – og ingen undskyldning for ikke at være tilgængelig!  Og vi godtager illusionen om, at det er sådan det er! – en virkelighed, vi er nødt til at acceptere og lære at leve med, for ikke at blive sat af og holdt uden for.

Jeg er på ingen måde modstander af udvikling og nytænkning, men jeg synes, det er sørgeligt og skræmmende at komme ind i en bus eller togkupe og se, at næsten alle sidder med øjnene stift rettet mod deres mobiltelefon, i stedet for at kigge ud ad vinduet eller tale med hinanden. Jeg ønsker mig ikke tilbage til tiden med fastnettelefoner og bankbøger, men vi skal passe på ikke at blive slaver af  den nye teknologis mange tilbud … det er muligheder, ikke krav. Vi skal have os selv med – og det kræver, at vi giver os tid til at mærke efter – tid til at være tilstede i nuet.

Så måske tiden er inde til at stoppe op og råbe: ”Jamen, han har jo ikke noget tøj på!”. Tid til at hoppe ud af det hamsterhjul, der bare drejer hurtigere og hurtigere rundt! Tid til at gå glip af noget! Tid til at sætte dig selv fri og gå offline som i ”de gode gamle dage”.

Vi kan alle – ung som gammel – vælge det liv, vi vil have!!! … for du bestemmer selv, hvor ”på” du vil være – og hvornår. Så prøv at udfordre dig selv … ”Glem” telefonen derhjemme med vilje, ret blikket op fra skødet, hvor den plejer at ligge – og se og oplev skønheden i verden uden at dokumentere og dele, vær opmærksom og nærværende i nuet, nyd stilheden over en kop te, dyk ned i en fysisk roman, gå nogle ture i naturen og vær sammen med dem, du holder af. Og se nu verden og dig selv uden filtre … det hele er smukt og perfekt, præcis som det er!

Indlægget Er du On eller Off? blev først udgivet på Balanced by Tina.

Du tænker nok ikke over det, men vi lever faktisk hver dag i et kæmpe spejlkabinet. Du bliver spejlet hele tiden af dine omgivelser (samfundet, kollegaer, familie og venner) – og du spejler tilsvarende ting og personer omkring dig gennem dine vurderinger og holdninger.

Og selv når man er opmærksom på det, er det svært at lade være med at spejle og reflektere, for vores hjerne elsker at kategorisere og vurdere. Ting, personer og oplevelser får sjældent lov til bare ”at være” – de bliver lynhurtigt smidt kasser.

Vi ser og filtrerer livet gennem vores egne oplevelser og erfaringer, så noget du er vild med, vil jeg måske smide i kassen ”kan ikke lide”. Og hvem af os har så ret? Det har vi nok begge eller ingen af os. For der findes sjældent en endegyldig sandhed … der findes det, der er sandt for dig – og det, der er sandt for mig.

I spejlkabinettet holdt du en naturlig og fornuftig distance til det, du så i spejlene, fordi du vidste, at det var en forvrænget, usand fremstilling af dig. Men husker du, at tage livets spejlinger ligeså let?

Jeg tillagde i årevis andres vurdering af mig alt for stor betydning. I min higen efter at være god nok, godtog jeg ukritisk omgivelsernes refleksioner og spejlinger af mig – og jeg endte med at have lavet så meget om på mig selv, at jeg ikke længere kunne genkende hende, jeg så afbilledet. Jeg havde mistet orienteringen og var faret vild i en verden fuld af misvisende spejlinger.

Jeg bar og bærer dog selv rundt på det mest skræmmende og forvrængende spejl – mit lave selvværd. Den strenge, indre dommer, der konstant italesætter fejl og utilstrækkeligheder. Men jeg ved nu, at det eneste sande spejl, jeg kan kigge i, er kontakten til min sjæl og min essens.

Så husk, at spejling sker konstant, men det der reflekteres er subjektive bud på en potentiel sandhed – præcis som de spejlbilleder, vi kiggede på i barndommens glassale.

Indlægget Hvem ser du i spejlet? blev først udgivet på Balanced by Tina.

Men jeg var åbenbart et særligt dumt og utilstrækkeligt menneske, for ord som ”Idiot”, ”Du kan ikke” og ”Hvad sagde jeg!” hørte jeg meget oftere fra den strenge dommer i kommentatorboksen end ”Sådan! – godt gået!”.

Så jeg lod mig let opsluge af destruktive tankespind – og da de blev gentaget igen og igen, antog jeg, at det måtte være fordi, de var sande. De efterfølgende negative følelser af lavt selvværd, frygt og fiasko fandt jeg fuldt fortjente – og jeg identificerede mig med dem, gjorde dem til min sandhed.

Men sandheden var og er, at jeg ikke ER mine tanker og følelser, men at jeg i stedet HAR tanker og følelser – som jeg har hjerteslag og åndedræt. Tanker er blot elektriske impulser i vores hjerne, der skaber billeder, lyde, ord og sætninger inden i os. At tænke en tanke er en fysisk/biologisk proces, præcis som når vores hjerte slår og vores lunger trækker vejret – vi behøver ikke være opmærksomme på det, det sker helt af sig selv.

Det menes, at vi tænker mindst 60.000 tanker i døgnet, og af dem er en overvejende del uhensigtsmæssige eller negative. Altså tanker, der holder os tilbage fra at opnå, hvad vi gerne vil – for tanker skaber følelser og overbevisninger i os, der påvirker vores handlinger (eller mangel på samme). Derudover er 95% af alt, hvad vi tænker, genbrug. De samme – ofte negative – tankerækker, der genbesøger os.

I dag prøver jeg på ikke at tillægge alle de ”ubevidste” tanker, kategoriseringer og vurderinger, som hjernen bare ikke kan lade være med at lave, så stor vægt. Jeg øver mig i at trække vejret igennem de følelser, som negative tanker skaber i mig. Og jeg forsøger at give ”det indre lydspor” lige så lidt opmærksomhed som radioen, der spiller i baggrunden, mens jeg skriver dette indlæg.  Gennem healing og meditation skruer jeg ned for de larmende aber i mit ”Monkey Mind” og søger i stedet stilheden mellem tankerne.

Jeg forstår nu, at tanker og følelser oftest bare kommer og går, som skyer på himlen. Jeg behøver ikke forholde mig til eller tage ejerskab på dem alle. Omvendt har jeg mulighed for aktivt og bevidst at præge og ændre mine kommende genbrugstankerækker i en mere optimistisk retning ved fx brug af positive affirmationer/bekræftelser, ved at fokusere på mine muligheder i stedet for mine begrænsninger og ved at være taknemmelig. Jeg kan altså udnytte de 95% gentagelser til min fordel.

Jeg er de historier, jeg fortæller om mig selv – og de udspringer af, hvad jeg tænker om mig selv – og jeg fortjener, at jeg taler og tænker pænt om mig selv. Det gør du også.

Indlægget <h1>Hvad tænker du?</h1> blev først udgivet på Balanced by Tina.

Så vokser du op og får løbende karakterer i skolen og på de videregående uddannelser – og senere går du til MUS-samtaler på jobbet. Flueben, hakker, krydser og tal, der fortæller dig, om du er god nok. Om du er en samfundsmæssig, kommerciel succes. Du lever således i et samfund/en kultur, hvor der konstant dømmes, vejes og måles i forhold til normerne, normalerne og forventningerne. Og de fleste af os vil gerne være en succes – gøre det godt i andres øjne, så vi accepterer den præmis og kæmper løs for at bevise, at vi er normale og/eller perfekte.

Og derudover bliver vi målt og vejet på de sociale parametre – ikke kun, når vi mødes i det virkelige liv, men også på de sociale netværk, hvor de perfekte liv flages i opslag og selfies. Og selvfølgelig har du masser af venner og en dejlig kæreste. Og din bolig er smukt indrettet og feriebillederne misundelsesværdige. Og du sidder jo allerede i drømmejobbet eller har i hvert fald styr på, hvad der skal til, for at du kan opnå det. Og selvfølgelig spiser du økologisk og ofte vegansk – og du bager selv dit brød. Og du har naturligvis helt styr på din vægt, træner regelmæssigt og har løbet det obligatoriske marathon eller er ved at træne op til det … eller hvad?

Så jeg forstår godt, at der findes termer som ”12-tals-piger” og stress. For hold nu op, hvor skal der præsteres på mange parametre i dag for at være en succes. Og man kan da ikke blive andet end total forpustet, hvis man hele tiden stræber for at yde sit bedste og oveni lader sig rive med af illusionen om, at skulle være ét af de ikke-eksisterende overskudsmennesker på de sociale medier.

Der findes en matematisk definition på ”normal” = Den statistisk hyppigst forekommende – dvs. det almindeligste, det sædvanlige, dem der er flest af. Men der findes ikke en tilsvarende definition på ”perfekt” – det er en subjektiv vurdering – og ofte er det dine egne (måske urimelige og uopnåelige) krav, der ligger til grund for, hvad der er perfekt/hvornår du er god nok.

Jeg har selv været en 12-tals-pige, hvor jeg ikke følte mig god nok, hvis jeg ikke fik høje karakterer eller ikke ydede ”120%”. Og jeg kender alt for godt til perfektionisten … og har i mange år leveret meget mere end jeg behøvede. Og jeg stillede (måske for) store krav til dem omkring mig, fordi jeg stillede store krav til mig selv. I dag kigger INGEN – heller ikke jeg selv – på mine flotte karakterer. I stedet vurderes min livserfaring, og hvordan jeg bruger den viden, jeg har tillært mig. Og resultater kan opnås på andre måder end min, så der er ingen grund til at jeg holder fast i, at det kun er godt nok, hvis det bliver udført præcis, som jeg ville have gjort det.

Så mit råd til dig, hvis du er en 12-talspige/perfektionist, er at sænke baren lidt … prøv at nøjes med at gøre det 80% (det er alligevel langt over det, andre ville synes var nødvendigt). Giv plads til forskellighed og ord som ”pyt” og ”godt nok” – og ikke mindst nyd din læringsproces for rejsen er vigtigere end målet – og mærk efter, hvad der gør dig glad og nysgerrig. Det du interesserer dig for, bliver du som regel også god til – og det er ofte også indenfor dit ”kald”.

Og husk på, at ingen af os er eller bliver perfekte ved at GØRE noget … vi er perfekte i vores uperfekte selv. Du er helt igennem OK, blot ved at være til/være dig.

”Jeg eksisterer som jeg er, og det er nok. Selv om ingen andre i verden bemærker det, er jeg tilfreds. Også hvis alle andre mennesker bemærker det, er jeg tilfreds” — Walt Whitman

Indlægget <h1>Perfekt i dit uperfekte selv</h1> blev først udgivet på Balanced by Tina.

Så jeg blev naturligt en ”pleaser”, den pæne pige, der hjalp til, var god i skolen, undgik konflikter/gjorde hvad der blev sagt – eller gjorde, hvad jeg troede, andre ville have mig til at gøre.

Jeg var en kamæleon, der skiftede farve efter omgivelserne. Hvem eller hvad vil du have, jeg skal være?Jeg var vellidt, men uanset mine anstrengelser, så kunne jeg alligevel ikke stille alle tilfreds. Og værst af alt – jeg kunne til sidst ikke lide mig selv eller genkende mig selv, i den kvinde, jeg delte cpr.nr. med. Kamæleonen var pludselig blevet tam og farveløs.

Tiden var inde til at finde hjem til mig selv – hvem var jeg egentlig? Hvad var MINE værdier, hvad var MINE behov og hvad havde JEG lyst til?

Jeg havde brug for at mærke mig selv og de mennesker, der var omkring mig. Jeg ville have ærlighed, forskellighed og endda uenighed. Samtaler om andet end vind og vejr og andre sikre emner, der ikke rummede konfliktpotentiale. Jeg ville accepteres og elskes for den, jeg var og ER – og ikke for den, jeg kunne vælge at være. Og jeg ville elske og kende dem, som var i mit liv, helt der ind, hvor det også kan gøre ondt.

Og sikke en befrielse det var, at vælge at være MIG og ikke ”Miss Perfect”.

Jeg øver mig stadig dagligt. Øver mig på at være ærlig og turde sige, hvad jeg ser og oplever omkring mine nære på en kærlig og konstruktiv måde, så budskabet når frem og ikke straks bliver mødt med modstand, tårer eller vrede. Øver mig i at tage stilling – og måske tage fejl – uden at kritiserer mig selv for det, men i stedet være stolt af, at jeg prøvede. Øver mig i at sige nej til det, der ikke er til mig, selvom det skulle gøre andre kede af det. Øver mig i at lytte til, hvad mit hjerte vil – i højere grad end blindt at gøre, hvad min hjerne/ego/frygt dikterer.

Og ja, nogle gange bliver man nødt til at sige farvel eller nej tak, men der skal lukkes nogle døre for at andre og nye kan åbne sig – og jeg vil til enhver tid hellere gå gennem livet med færre omkring mig, som rummer mig, som jeg er – end jeg vil være accepteret og tålt af flere for at være én, jeg ikke kan stå ved.

Hvad med dig?

Indlægget <h1>Hvis liv lever du?</h1> blev først udgivet på Balanced by Tina.

For os alle er rygsækken fyldt med en blanding af lethed og tyngde. Smukke buketter af gode minder og kærlige relationer tilfører din rygsæk lethed, mens traumer, kriser og negative overbevisninger virker som tunge sten.

Er din rygsæk let eller tung? Hvis den tynger dig, er det måske tid til at stoppe op og kigge på det, der over tid er endt i den.

Vi kan ikke undgå sten i bagagen, for vi udsættes alle for kriser. Fx den krise, det er at miste – når en kæreste eller en ven går fra os, når en i vores nærmeste familie går bort, når vi bliver fyret fra job osv. Kriser er sjældent planlagte, så vi er uforberedte og bliver typisk kortvarigt handlingslammede i en flodbølge af følelser som sorg, lavt selvværd, skyld, afmagt og vrede. Alle kriser rummer et enormt personligt udviklingspotentiale, da de får os til at mærke os selv og de overbevisninger, der er i spil.

Størrelsen på den sten, der kommer ud af en krise, et traume eller en udtjent relation afhænger af, hvordan vi lander os selv/finder fodfæste igen. Hvilken ”sandhed” vi uddrager af oplevelsen, hvor meget vi vender indad mod os selv, og hvor ansvarlige vi gør os selv. Vi kan ikke ændre, det der er sket, men vi har altid mulighed for at ændre måden, hvorpå vi opfatter det, der er sket og hvilken vægt, vi vil tillægge det.

Vi er de historier, vi fortæller om os selv. Historier, der er præget af de overbevisninger, vi accepterer som værende sande – de erfaringer, vi har gjort os – og de absolutter, vi har lavet for os selv om, hvad vi kan og ikke kan. Hvilken historie fortæller du om og til dig selv, hvis du nu fx ikke lykkedes med et projekt? ”Jeg fejlede, jeg er en fiasko” eller ”Jeg prøvede og jeg lærte”?

Så invitationen herfra er at tømme indholdet af din rygsæk ud – og kun lægge det tilbage, som du virkelig behøver. Vægten på dine skuldre skal tjene et formål. Når du pakker din rygsæk om, omskriver du din historie og dermed den effekt, din fortid får på din nutid og fremtid. Så vurdér hver enkelt overbevisning, oplevelse eller relation: Er det noget, du har lyst til eller brug for at bringe med videre?

Og det er DIG, der bestemmer, hvad du vil have med i din rygsæk – noget kan du give slip på uden besvær – nogle sten kan lægges tilbage mindre end før, fordi du nu tillægger dem en mindre vægt – og noget lægger du måske urørt tilbage i rygsækken med et ønske om at slippe det på sigt.  For det kræver mod at efterlade hensygnende, visne relationer og minder for at give plads til friske, nye blomster i din livsbuket – og hjælp til at identificere og slippe de tungeste sten kan være nødvendig. Tilgivelse, terapi og healing er gode redskaber i den forbindelse.

Med ønsket om, at du har modet og lysten til at gå i gang med den vigtigste oprydning i dit liv, sender jeg lys og kærlighed til netop din proces.

Tina

Indlægget <h1>Hvad bærer du på dine skuldre?</h1> blev først udgivet på Balanced by Tina.