Healing og personlig udvikling

Mange af os lever i perioder ikke i samklang med vores sjæl og vores formål. Og vi ryger nemt ud af ”sync”, når vi ikke lytter til vores hjerte og mavefornemmelse.

Vi ”pleaser” andre i stedet for os selv, vi får ikke sagt fra, vi holder krampagtigt fast på ting og relationer, der er udtjente. Eller vi kan blive slået omkuld af en krise – måske en altfortærende sorg over at være blevet forladt af et familiemedlem, en kæreste eller et job. Vibrationen bliver tung, når flowet er væk og livet bliver hårdt. Du føler, du overlever i stedet for at leve.

Den tomhed vi føler, når vi burde være lykkelige, men ikke er det – eller den uro og rastløshed, vi ikke kan forklare, men som brænder i os, er klare indikationer på, at det er tid til at mærke efter i os selv. Og alle kriser rummer et enormt udviklingspotentiale.

Healing er fantastisk til mange ting, men specielt i forbindelse med personlig udvikling har jeg set Reiki-energien være et magisk værktøj.  Energien arbejder altid til dit højeste bedste – og din krop/dit system henter selv under healingen den energi ned, som du har brug for – og i det tempo, som du er klar til.

Så du vil opleve at blive hel igen gennem at blive udfordret, men ikke skubbet ud over kanten. Gennem at blive støttet og få klarhed i den ro, energien skaber i dig. Pludselig kan du mærke dig selv/høre din sjæls stemme – og gennem indsigter og indskydelser få vist muligheder, som det er helt op til dig, om du vil forfølge.

Så vil du have flowet tilbage i dit liv og er parat til at lytte efter i dig selv, kigge indad og arbejde med det, der kommer til dig, så skulle du prøve et healingsforløb.